Grundloven 1849 og Systemskiftet 1901
Lærervejledning
Udgangspunktet for de to undervisningsforløb er kortfilmen ”Grundloven 1849 og Systemskiftet 1901”, der ligger på historiekanon.com. De to forløb kan ses som individuelle bud på, hvordan man kan arbejde med kanonpunkterne, eller de kan anvendes i forlængelse af hinanden. Vælger man at arbejde med mere end blot ét af forløbene, skal man være opmærksom på, at lektionen i modul 1 går igen i begge forløb. Det betyder, at tiden til det enkelte forløb naturligvis reduceres med en lektion.
De 2 delemner til kanonpunktet ” Grundloven 1849 og Systemskiftet 1901” er:
 
Grundlovens historie:
I dette tværfaglige forløb i historie og samfundsfag skal eleverne arbejde med Grundloven og lave deres helt egen film om Grundloven, dens historie, dens indhold og dens ændringer. Ønsker man at arbejde mere i dybden med grundlovsændringer, ligger der på HistorieLabs hjemmeside et forløb, hvor eleverne tværfagligt arbejder mere i dybden med netop dette.
I dette forløb skifter eleverne bekendtskab med de centrale begreber, der er knyttet til grundloven herunder parlamentarisme og magtens tredeling. Formålet med forløbet er dels at give eleverne en grundlæggende viden om og forståelse af Grundloven og dermed fundamentet for det danske demokrati, dels at give dem indblik i, at det danske demokrati i dag er et produkt af en udvikling, hvor noget består uberørt fra 1849, mens andet er blevet tilpasset, så det afspejler det danske samfund.
 
Netop arbejdet med grundloven giver god mening at gøre til genstand for tværfagligt arbejde, da det er svært i forvejen at holde det adskilt. De to fag supplerer hinanden rigtigt godt og sikrer optimale betingelser for, at eleverne forstår Grundlovens betydning for det samfund, de er en del af, og dermed det hverdagsliv de lever.
 
Revolution og borgerkrig i 1848:
Eleverne skal i dette forløb arbejde med de revolutionære tendenser, der førte til, at Frederik 7. i 1848 ophævede Enevælden og indførte demokrati og til, at der samtidigt udbrød borgerkrig mellem kongeriget Danmark og Hertugdømmerne, Slesvig og Holsten. Der er særlig vægt på martsdagene i 1849.
 
Det danske demokrati blev indført uden de samme voldsomme revolutioner, som man i samtiden oplevede rundt omkring i Europa. Alligevel forløb det langt fra fredeligt, og konsekvenserne af beslutningen om at imødekomme de danske nationalliberales krav endte med at blive vidtrækkende, først med udbruddet af tre-årskrigen og senere krigen i 1864, hvor Danmark led et stort nederlag, der trækker sine tydelige spor op igennem danmarkshistorien til i dag.
Ønsker man at arbejde mere med konsekvenserne af krigen 1864 og genforeningen, ligger der på HistorieLabs hjemmeside forløb, der også med historiekanon for sigte, behandler disse emner.
 
Grundloven 1849 - Den korte elevtekst
Demokrati opstod oprindeligt i Grækenland for 2500 år siden men forsvandt igen med tiden. I løbet af 1700- og 1800-tallet blev de demokratiske ideer dog igen vækket til live og gav genklang i størstedelen af den vestlige verden, først med den amerikanske uafhængighedserklæring i 1776, den franske revolution i 1789 og senere med indførslen af demokratiet i Danmark i 1849.
Årsager til demokratiet
Da Christian 8. (1786-1848) lå på sit dødsleje, fik han sin søn, den senere Frederik 7., til at love, at danskerne fik demokrati, som han havde lovet dem. Det lovede Frederik. Det var egentligt ikke, fordi Christian 8. var stor fortaler for demokrati, men han vidste, at hans søn ikke havde, hvad det krævede, for at være enevældig konge. Derfor mente Christian 8., at det trods alt var bedre at beskytte Helstaten Danmark (Kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig-Holsten) og monarkiet, end at lade det hele styrte i graven på grund af en inkompetent søn. Christian 8. døde den 20. januar 1848.
At Danmark fik demokrati hænger sammen med en række begivenheder i marts 1848, hvor danske nationalliberalister hastede til kongen med krav om at få demokrati – både fordi de ønskede det, men også fordi de var i panik ved udsigten til, at en gruppe nationalliberalister fra hertugdømmerne Slesvig-Holsten var på vej til København med krav om både demokrati og løsrivelse fra Helstaten.
Konsekvenser af martsdagene
De danske nationalliberalister var derfor lettede, da kongen uden tøven afskaffede enevælden og indførte demokrati, og skuffelsen var tilsvarende stor hos de tysksindede slesvig-holstenere, da det gik op for dem, at de var kommet for sent. Resultatet var et oprør i hertugdømmerne, der udviklede sig til en borgerkrig. Det danske demokrati blev med andre ord født i skyggen af en borgerkrig, der varede fra 1848-1850. Krigen, der kaldes 3-årskrigen eller 1. slesvigske krig, blev afsluttet uden et egentligt resultat og endte med at blive genoptaget igen i 1864, i det vi kalder ”krigen i 1864” eller ”2.slesvigske krig”. Resultatet af denne krig var derimod tydelig: Danmark led et stort nederlag og måtte afstå Slesvig-Holsten.
Det danske demokrati
I dag har vi et Folketing, men tilbage i 1849 fik man i Danmark et to-kammersystem, Rigsdagen. Den bestod af både Folketinget og Landstinget. Folketinget blev valgt af folket, mens Landstinget blev fundet delvist gennem folkeafstemning, delvist udpeget af kongen og på baggrund af økonomiske fordele. De to kamre skulle begge stemme for en lov, før den kunne vedtages, og det skabte grundlaget for den politiske konflikt, vi forbinder med ”provisorietiden”, hvor Danmarks daværende statsminister Estrup regerede Danmark fra 1875-1894 med foreløbige love, der var udstedt af hans venner i Landstinget. Estrup var statsminister i næsten 20 år uden at have et flertal bag sig, og det skyldtes, at det var kongen, der udpegede regeringen.
I 1901 indførte man Systemskiftet, der betød, at kongen ikke længere kunne udpege en regering, der havde et flertal imod sig. Dette kaldes for parlamentarisme og sikrer, at folkets stemmer bliver hørt i forbindelse med en regeringsdannelse. I 1953 blev Landstinget afskaffet, og i dag har vi kun Folketinget.
Systemskiftet 1901 - Den korte elevtekst
 
Danmark fik demokrati i 1849, men måtte i 1866 lave en revideret udgave af Grundloven efter tabet af Hertugdømmerne Slesvig og Holsten. I den reviderede Grundlov blev det blev besluttet, at 12 ud af landstingets 66 medlemmer skulle udpeges af kongen. Af de resterende 54 blev halvdelen, altså 27 udvalgt blandt de, der betalte mest i skat dvs. godsejere, rige købmand og fabriksejere. De sidste 27 blev valgt af dem, der var valgbare til Landstinget. Landtinget var med andre ord overrepræsenteret af de rigeste i Danmark.
Estrup og de provisoriske love
Partiet Højre blev dannet i 1881 og var et borgerligt parti, der blandt andet bestod af godsejere og nationalliberale. Estrups lange politiske karriere startede allerede i 1854, hvor han blev valgt ind i Folketinget. Han blev – trods et manglende flertal i Folketinget – valgt som Danmarks statsminister i 1875. Det var kongen, der udvalgte regeringen, og han pegede som oftest på en Højre-regering, da han havde mest tiltro til dem. De var jo godsejere og ofte velhavende, og kongen havde ikke meget tiltro til, at simple mennesker som bønder og arbejdere kunne lede et land.
Som statsminister er årets vigtigste opgave at få vedtaget en ny finanslov. Det er så at sige statens budget for det kommende år. Men i 1885 kunne Estrup ikke skaffe det nødvendige flertal og så udsendte han midlertidige (provisoriske) love. Det var muligt pga. et smuthul i loven, der gjorde det muligt for Estrup at vedtage foreløbige love, hvis ikke folketinget kunne samles. Og fordi han som statsminister gennem kongen kunne sende folketinget hjem, kunne han sikre sig, at de ikke var samlet. Fra 1885 til 1894 hjemsendte han hvert år Rigsdagen før finanslovsforhandlingerne var på plads og regerede derpå landet på baggrund af provisoriske finanslove. Befolkning gjorde oprør men blev mødt af modstand fra Estrup, der iværksatte afskedigelser, fratagelser af bevillinger og oprettede en hær, De Blå Gendamer, der skulle sikre ro og orden i landet. På denne måde lykkedes det ham at fastholde magten frem til 1894, hvor det endeligt lykkedes at vedtage en finanslov med flertal. Kort tid efter sluttede Estrups politiske karriere, da han var nødt til at gå af. Det tætte forhold mellem kongen og Estrup fortsatte dog.
Systemskifte og parlamentarisme
Herefter udvalgte kongen igen en ny Højre-regering, men altså uden Estrup som statsminister. I bund og grund var der lagt op til, at den nye regering kunne fortsætte med at føre politik på den måde, som Estrup havde gjort det.
 
Op til valget i 1901 havde den nye regering nægtet at love, at den ikke ville benytte sig af provisoriske love, og det fik store konsekvenser ved valget. Partiet Højre gik voldsomt tilbage og endte med 8 mandater. Venstre fik 76 mandater, mens socialdemokratiet fik 14 mandater. Kongen var derfor nødt til at udpege en Venstreregering. Fra da af blev det kutyme i dansk politik, at en regering ikke kunne dannes eller bestå, hvis den havde et flertal imod sig. Dette princip kalder vi for parlamentarisme og er stadig gældende i dag.
    This site was designed with the
    .com
    website builder. Create your website today.
    Start Now